Indtast forbrug og individuelle opgørelser
Fordel forbrugsbeløb på lejeforhold og tomgang, vedhæft opgørelser, og kontrollér afregningen.
Indtast forbruget for hvert lejeforhold og hver tomgangsperiode i kroner. Felterne bruges ikke til målerstande eller forbrug i m³ og kWh.
Regnskabet skal være oprettet. Hav udgifterne, aconto-balancerne og fordelingsgrundlaget klar, så du kan kontrollere resultatet.
Åbn indtastningen
- Åbn ejendommen, vælg Forbrug, og åbn det relevante Forbrugsregnskab.
- Under Mulige handlinger skal du vælge Indtast forbrug og derefter Gå til forbrug.
Siden har en sektion for hver gruppe. Under hvert lejemål vises lejeforhold og tomgang med deres perioder. Kontrollér perioden på rækken før du indtaster beløbet.
Driftsregnskaber beregner forbruget automatisk. Se i stedet fordeling af driftsudgifter.
Vælg, om du har individuelle opgørelser
For hver gruppe skal du vælge, om Er der blevet udarbejdet individuelle forbrugsopgørelser? skal stå på TIL eller FRA.
| Valg | Hvad det betyder |
|---|---|
| TIL | Hver række med Forbruger under Afregnes til skal have mindst ét bilag, før trinnet er færdigt. |
| FRA | Bilag er valgfrie, men du kan stadig vedhæfte dem. |
Valget opretter ikke opgørelser. Vedhæft PDF'erne fra dit opgørelsesgrundlag. FRA ændrer Boligflows krav til indtastningen, ikke dit ansvar for dokumentation over for lejerne.
Indtast beløb og vedhæft opgørelser
- Indtast beløbet på hver række under Forbrug inkl. moms. På momspligtige rækker kan du også indtaste Forbrug ekskl. moms; Boligflow beregner det andet beløb.
- Udfyld også tomgangsrækkerne. Afregnes til viser Udlejer.
- Vælg Vælg bilag på den relevante række, og vælg PDF'en fra din computer. Du kan vedhæfte op til 10 PDF-filer pr. række.
- Gentag for de øvrige grupper, og vælg Gem forbrug.
På momsfrie rækker er Forbrug ekskl. moms låst. Indtast beløbet inklusive moms. Hvis rækken ikke har forbrug, skal du indtaste 0; et tomt felt regnes som manglende.

Når valget står på TIL, kræves bilag på almindelige forbrugerrækker, men ikke på tomgang eller rækker med Inkluderet i lejen eller Straksafregnet. Beløbet skal stadig udfyldes på alle rækker.
Gem forbrug gemmer alle grupper på siden og genberegner regnskabsversionen. Når beløb og krævede bilag er gemt, får Indtast forbrug status Færdig. Versionen får først status Udarbejdet, når de øvrige obligatoriske trin også er færdige. Gemningen varsler ikke lejere og bogfører ikke regnskabet.
Kontrollér afregningen
Gå tilbage til forbrugsregnskabet, åbn den relevante gruppe, og kontrollér Fordeling på lejeforhold. Se især Periode, Aconto, Forbrug og Afregning, og kontrollér de gemte beløb på momspligtige rækker. Gennemgå også tomgang og totalerne.
For almindelige forbrugere er Afregning summen af den viste aconto-saldo og forbrugsbeløbet. Et negativt beløb betyder tilbagebetaling til lejeren, et positivt beløb efterbetaling, og 0 betyder ingen afregning. Fx giver aconto på −750 kr. og forbrug på 600 kr. en tilbagebetaling på 150 kr.

Inkluderet i lejen giver ingen særskilt afregning med lejeren; udlejer afholder forbruget ved gennemførsel. Straksafregnet betyder, at forbruget blev afregnet ved fraflytning og ikke afregnes igen her.
Hvis udgifter og indtastet forbrug ikke er ens, skal differencen håndteres på finansbilaget. Behold de faktiske forbrugsbeløb.
Ret eller nulstil indtastningen
Så længe versionen er åben for redigering, kan du vælge Gå til forbrug, ændre beløb eller bilag og gemme igen.
OBS: Fjern alt forbrug og bilag rydder alle beløb og bilagstilknytninger for lejeforhold og tomgang i den valgte gruppe. Handlingen kan ikke fortrydes.
- Find gruppen, og vælg Fjern alt forbrug og bilag nederst i sektionen.
- Vælg Ja i bekræftelsen, og klik derefter på Gem forbrug.

Hvis indtastningen er låst
Varslede og gennemførte versioner er låst. Se versionsforløbet, hvis du skal rette regnskabet. Et aktivt forløb hos et fordelingsselskab kan også låse manuel indtastning, bilag og valget af individuelle opgørelser. Når selskabet frigiver opgørelserne, indlæser Boligflow automatisk forbrug og bilag.
Fortsæt regnskabet
Kontrollér finansbilaget, før du gennemfører. Hvis kommende aconto-bidrag skal ændres, kan du regulere aconto. Fortsæt derefter med gennemførsel og varsling.
Senest opdateret