Boligflow
BoligflowForeninger

Overdragelsesindstillinger

Opsæt foreningens standarder for rapporter, omkostninger, betaling, aftaletekst og bilag i nye overdragelsesflows.

Foreningens side Overdragelse bestemmer udgangspunktet for nye overdragelsesflows. Her samler du de vilkår og bilag, som normalt skal gælde i foreningen.

Ændringerne gælder kun nye flows. Eksisterende sager beholder deres oplysninger. Du kan tilpasse standarderne i det enkelte overdragelsesflow, før aftalen låses til underskrift.

Rediger foreningens standarder

  1. Gå til Virksomhed, og åbn andelsforeningen.
  2. Vælg Overdragelse i foreningens sidemenu.
  3. Klik på Rediger.
  4. Tilpas de relevante indstillinger, som beskrevet nedenfor.
  5. Klik på Gem indstillinger, når du er færdig med hele siden.

Du skal have adgang til at redigere foreningen. Vent, til eventuelle bilag er færdig med at uploade, før du gemmer. Annuller kasserer dine ugemte ændringer.

Vælg betingelser og rapportkrav

Under Betingelser angiver du, om der er forkøbsret for andre andelshavere eller andre. På den enkelte sag skal administratoren stadig tage stilling til, om forkøbsretten er endeligt afklaret.

Angiv også Seneste frist for panthavernes samtykke. Fristen bruges, hvis gæld sikret ved pant eller udlæg overstiger sælgers tilgodehavende i den konkrete handel.

For Vurderingsrapport, EL-rapport og VVS-rapport vælger du Altid, Kun ved fuld overdragelse eller Nej. Valget afgør, hvilke rapporter nye flows skal have klar før underskrift.

Angiv købers andel af hvert rapporthonorar som et fast beløb eller en procentdel. Købers andel opkræves med overdragelsen og indgår i sælgers afregning. Selve rapporthonoraret registreres på rapporten på lejeforholdet. Se, hvordan du vælger dokumenter og rapporter på den konkrete sag.

Redigering af rapportkrav og købers andel af vurderingsrapport, EL-rapport og VVS-rapport

Fordel købers og sælgers omkostninger

Under Købers omkostninger og Sælgers omkostninger angiver du foreningens overdragelsesgebyrer og øvrige faste omkostninger.

Foreningens overdragelsesgebyr kan være et fast beløb eller en procentdel af overdragelsesprisen uden løsøre. Købers gebyr lægges oven i købers indbetaling, mens sælgers gebyr trækkes fra sælgers afregning.

Brug Tilføj linje til øvrige omkostninger, fx navneskilte eller vaskekort. Angiv Konto, Tekst og Beløb for hver linje, og placér den under den part, der skal betale.

Administrators overdragelseshonorar hentes fra koncernens overdragelsesgebyrer, når et nyt flow oprettes. Foreningens gebyrer og administrators honorar vedligeholdes derfor hver sit sted.

Fastlæg betaling, deponering og garanti

Under Købers samlede indbetaling vælger du Frist for købers samlede betaling. Tilføj eventuelle øvrige indbetalinger, fx depositum, med Konto, Tekst og Beløb.

Vælg konto efter, hvem beløbet tilhører. Kun øvrige indbetalinger på overdragelsens mellemregningskonto indgår i sælgers provenu. Andre beløb bogføres på den valgte konto på købers lejeforhold.

Under Deponering og garantistillelse kan du fordele betalingen på flere deponeringer og tilføje en garanti. Angiv beløb eller procent samt frist for hver del. En garanti er sikkerhed frem til betaling og erstatter ikke købers indbetaling.

Efter underskrift opretter Boligflow opkrævninger for de aftalte deponeringer. Et resterende beløb opkræves som Restdeponering ved fristen for den samlede betaling. Se, hvordan du følger købers betaling og sælgers afregning i flowet.

Vælg den rigtige frist

Vælg både antal dage og den begivenhed, fristen regnes fra. Fristen kan fx ligge efter aftalens indgåelse eller før overtagelsen.

  • Dage er kalenderdage.
  • Hverdage springer weekender, helligdage og banklukkedage over.
  • 0 betyder selve datoen, hvor feltet tillader det.

Fristen for panthavernes samtykke ligger efter aftalens indgåelse og skal være mindst én dag.

Angiv tilbageholdelse over for sælger

Under Tilbageholdelse overfor sælger angiver du det beløb, der normalt skal tilbageholdes, som et fast beløb eller en procentdel af købers samlede indbetaling. Lad beløbet være tomt eller 0, hvis der ikke skal tilbageholdes noget.

Ved et positivt beløb skal du også angive Seneste frist for retsforfølgelse. Tilbageholdelsen reducerer beløbet til umiddelbar afregning til sælger; indstillingen udfører ikke en bankoverførsel.

Indstillinger for betalingsfrist, deponering, garanti, tilbageholdelse og ansvar for forbrugsaflæsning

Fordel ansvaret for forbrug

Under Aflæsning af forbrug angiver du de relevante forsyninger eller målere og vælger, hvem der har ansvar for aflæsning og af-/tilmelding på overtagelsesdagen.

Ansvarsfordelingen bliver en del af aftalegrundlaget. Du skal stadig sørge for, at de aftalte aflæsninger og tilmeldinger bliver udført.

Tilføj foreningens aftaletekst og bemærkninger

Under Formuleringer ifm. overdragelse kan du oprette supplerende oplysninger med titel og tekst. Du kan også redigere, fjerne og ændre rækkefølgen på oplysningerne.

Teksterne kopieres til nye overdragelsesaftaler, hvor du kan tilpasse dem til den konkrete handel. Denne liste gælder for den enkelte forening. Koncernens overdragelsesformuleringer vedligeholdes særskilt.

Under Nøgleoplysningsskema angiver du foreningens supplerende bemærkninger til nøgleoplysningsskemaet for andelsboligen. Også de kopieres til nye flows og kan tilpasses på sagen.

Vælg bilag, der skal følge nye aftaler

Under Bilag til overdragelsesaftalen tilføjer du de dokumenter, som normalt skal følge med, fx en husorden. Upload dokumenterne, eller klik på Vælg fra virksomheden for at bruge eksisterende dokumenter.

Bilagene tilføjes automatisk til nye overdragelsesflows, når du har valgt Gem indstillinger. Se også de øvrige dokumenter, der bruges i overdragelsesaftalen.

Foreningens supplerende aftaletekster, bemærkninger til nøgleoplysningsskema og bilag med Gem indstillinger

Senest opdateret

På denne side

Anette fra Boligflow supportMalene fra Boligflow supportLotte fra Boligflow supportSandra fra Boligflow supportAlberte fra Boligflow support

Vi hjælper dig videre

Skriv eller ring til os.

Mandag–torsdag kl. 8–16
Fredag kl. 8–15